Den 9. september 2021 installerede Stromma - i tæt samarbejde med WWF (Verdensnaturfonden) - 20 Biohuts i Københavns Havn. Og hvad er så Biohuts? Det er undersøiske fiskehoteller/fiskebørnehaver til små fisk og fiskeyngel. Beskyttelsen fra Biohuts øger fiskebestanden i havnen, da den sikrer overlevelsen for flere små fisk og fiskeyngel i den mest sårbare tid af deres livscyklus. De kan bo og spise i sikkerhed for rovdyr, indtil de er store og stærke, og ikke længere fungerer som mad for de store fisk udenfor "børnehaven".
Biohuts er stålbure, og selvom det lidt ligner undervandsfænglser, så holder de ikke de små fisk fangede, men holder derimod de store fisk ude. En Biohut fungerer som bolig, spisested og tilflugtssted for små fisk og deres yngel.
I bebyggede områder som Københavns Havn har man ofte lodrette, spunsede vægge, som mangler den kompleksitet og dybde, der er grundlaget for, at liv virkelig kan blomstre. Når man installerer Biohuts, skaber man, hvad fagfolkene kalder biologiske nicher, der kan blive hotspots for liv. Der skabes et beskyttet levested for de små fisk. Dette resulterer i en øget fiskebestand, hvilket både forbedrer havnemiljøet og øger biodiversiteten.
Det yderste stålbur beskytter de helt unge fisk på under 3 centimeter mod de større rovdyr, mens den inderste gitterkasse fungerer som spisekammer. Spisekammeret er fyldt med tomme, rensede østersskaller. Dens komplekse overflade skaber ideelle forhold for alger og mindre organismer. På denne måde kan fiskene spise en varieret kost af østers, alger og mindre organismer.
Burene er installeret 20-50 cm under havets overflade, på steder, hvor der ikke bades, og hvor de ikke kommer i kontakt med skibe mm.
Der findes adskillige Biohut-projekter flere steder i verden, især i Middelhavet. Foruden København er der i Danmark installeret Biohuts i Aarhus, Helsingør og Grenaa. Med de 20 Biohuts som Stromma har installeret, er der nu hele 200 Biohuts i Københavns Havn!
Erfaringsmæssigt ved vi, at fiskene flytter ind med det samme, og der forventes derfor også en hurtig effekt i form af øget biodiversitet og med tiden også flere fisk. En øget fiskebestand i havnene kan også have en positiv effekt på fiskebestandene uden for havnen, da mange fiskearter vandrer over store afstande.
Ja! De har haft stor betydning for biodiversiteten i Københavns Havn, da de har skabt et både rigere og mere varieret lun under vandoverfladen. Siden de første Biohuts blev installeret tilbage i 2021, er der blevet observeret flere forskellige fiskearter som læbefisk, tangnåle og endda den kritisk truede ål!
Stromma og Verdensnaturfonden har installeret 20 Biohuts i Københavns Havn fordelt på to lokationer: Frederiksholm Kanal ved BLOX og på Ofelia Plads lige nord på Skuespilhuset.