Velkommen til familievenlige København! Selvom vinteren nærmer sig med hastige skridt, er der stadig masser af sjove og familievenlige aktiviteter for børn og deres familier i København. Vi guider jer herunder til sjove aktiviteter - både indendørs og udendørs - med børn i alle aldre, så læs med og bliv inspireret.
I DGI Byen er der sjov for hele familien, og I kan let spendere mange timer herinde. Består familien af glade vandhunde, så er et besøg i deres svømmehal et must. Her kan hele familien lege, plaske, hoppe fra vipper og få brændt en masse energi af.
Er I mere landkrabber end vandhunde, så kan I booke en bowlingbane et par timer. Der kan sættes børnebander på banerne, så det også er sjovt at bowle for de helt små – og de voksne, der har brug for lidt ekstra hjælp. I kan købe både snacks og sodavand, så der er garanti for maksimum hygge.
Hvis I ikke allerede har prøvet at spille shuffleboard, så anbefaler vi at I prøver det. Det er simpelt og sjovt, og noget hele familien kan være med til. Der går meget hurtigt en time med det, og det kan nok få selv de sløveste teenagere til at trække på smilebåndet.
Find DGI-byen her: Tietgensgade 65 - 1704 København
Elsker I at samles over et hyggeligt spil Matador, UNO eller lignende, så er Bastard Café det perfekte sted at slå vejen forbi. Her bugner det med brætspil, kortspil, strategispil etc. i alle afskygninger og der er både helt nye spil og spil fra da far var dreng. Hyg jer med gamle kendinge eller prøv nye spil, som måske bliver familiens nye favoritspil. I kan bestille både mad og drikke på caféen, så I kan sagtens bruge lang tid på at spille sammen.
I finder Bastard Café her: Rådhusstræde 13 - 1466 København
Hvis vejret er godt, så kan vi anbefale at I besøger nogle af byens legepladser.
I Kongens Have, lige i hjertet af København, finder i en hyggelig lille legeplads til de mindre børn. Der er også mange lange stier i haven, hvor de kan drøne afsted på deres løbehjul eller de kan tumle rundt på de mange græsarealer.
Besøg den store legeplads i Østre Anlæg, hvor der er både kæmpegynger, klatreborg, legeskib og et boldbur. Legepladsen ligger midt i parken, hvor det også er hyggeligt at gå en tur og måske samle grankogler til juledekorationerne.
Hvis I lægger vejen forbi Tivoli er Rasmus Klumps legeplads også altid et hit. Her er der masser af gynger, klatrestativer, rutsjebaner osv. Når ungerne er blevet trætte kan I få et par pandekager i Pandekagehuset eller de kan hvile benene i Fyrtårnet, der er verdens allerførste Rasmus Klump Forlystelse.
Hvis I gerne vil springe køen i entréen i Tivoli over, kan I med fordel købe en Tivoli kombi-billet hos os og få både entrébilletten samt en Klassisk Kanalrundfart til en fordelagtig pris.
Læs mere og køb din Tivoli kombi-billet her
Tag med på en hyggelig kanalrundfart og se København fra vandet. Turen varer 1 time og kommer forbi bl.a. Den Lille Havfrue, Amalienborg Slot og det flotte Operahus. Turen går gennem de smalle kanaler og den gamle havn, og da alle bådene er overdækkede og opvarmede er det en skøn måde at se København på i den kolde tid. Turene er som oftest liveguidede på dansk og engelsk, men der er også få ture med audioguide, hvor I selv kan bestemme om I vil lytte med på høretelefonerne eller blot nyde sejlturen.
Se afgangstider og køb billet her
København er spækket med eventyr; fra vandplaskeri i DGI Byen til hyggelige brætspil på Bastard Café og naturoplevelser i byens parker. Pak jer godt ind, og gør jer klar til et magisk efterår fyldt med nye, skønne familieminder.