Sammen med WWF Verdensnaturfonden har Stromma Danmark installeret 20 Biohuts i Københavns Havn. Biohuts er fiskehoteller eller -børnehaver, der fungerer som hjem, spisekammer og gemmested for mindre fisk og fiskeyngel. Når fiskene har et gemmested, vil det bidrage til at øge deres chance for at overleve og dermed øge biodiversiteten.
Sikker havn for små fisk og fiskeyngel
I bebyggede områder som Københavns Havn har man ofte lodrette, spunsede vægge, der mangler den kompleksitet og dybde der er grundlaget for, at liv virkelig kan florere. Når man installerer Biohuts skaber man, hvad fagfolkene kalder biologiske nicher, der kan blive hotspots for liv. Biohuts kan beskytte ynglen i en sårbar del af deres livscyklus og bidrage til at øge bestanden og skabe et bedre havnemiljø. Derudover vil fiskene også nyde godt af de små krebsdyr og alger, som vil leve og vokse på Biohutten.
Erfaringsmæssigt ved vi, at fiskene flytter ind i Biothuts med det samme, og der forventes derfor også en hurtig effekt i form af øget biodiversitet og med tiden også flere fisk. En øget fiskebestand i havnen kan også have en positiv effekt på fiskebestanden uden for havnen, da mange fiskearter vandrer over afstande.
Gitterkasser med østersskaller
En Biohut består af et stålbur, som i midten indeholder en mindre gitterkasse, der er fyldt op med tomme, rensede østersskaller og et tomt, ydre stålbur. Det yderste stålbur beskytter de helt unge fisk på under 3 centimer mod de større rovdyr, mens det inderste gitter med østersskallerne danner en kompleks overflade, hvorpå alger og små organismer som fiskene spiser, kan vokse. Biohuts er en løsning patenteret af det franske firma ECOCEAN, der har rådgivet WWF Verdensnaturfonden og Stromma og installeret burene. Burene er installeret 20-50 cm. under havets overflade, på steder, hvor der ikke bades, og hvor de ikke kommer i kontakt med skibe mm.
100 Biohuts i Københavns Havn
Der findes adskillige Biohut-projekter flere steder i verden, især i Middelhavet. Foruden København, er der i Danmark nedsat Biohuts i Aarhus, Helsingør og Grenaa. Ambitionen i København er, at der skal være 100 Biohuts i Københavns Havn, hvilket vil gøre havnen til det sted i verden med flest Biohuts. Med Strommas 20 Biohuts er byen oppe på 70 Biohuts.